Homo paracitus

Jeg vil i det følgende argumentere for, at homo paracitus har så betydningsfulde politiske implikationer, at det fortjener opmærksomhed på lige fod med de menneskebilleder, der er omtalt i bogen Kampen om Mennesket (KoM).

Hvad er »et levende menneske«?

Forside af LIFE april 1965. Foto Lennart Nielsson

Da den svenske fotograf Lennart Nielsson i tidsskriftet LIFE offentliggjorde sine fantastiske billeder af det ufødte menneske, skrev han også en lille filosofisk artikel om, hvornår menneskelivet mon begynder. Efter hukommelsen citerer jeg her den afsluttende sætning: »Hvem véd, måske begynder livet med et kys«. Det gør det helt sikkert ikke altid; gennem tiden er mange liv begyndt med en voldtægt, og i vore dage kan livet også begynde med en insemination på en fertilitetsklinik.

Men det er værd at tænke over, hvornår livet begynder, og hvornår livet overgår fra at være »liv som sådan« til at være »et menneskeliv«. På samme måde er det også værd at tænke over, hvornår livet slutter – og om det overhovedet slutter, eller bare ændrer form. Med “ændre form” tænkes på, at vi overalt i naturen kan se, hvordan organismer nedbrydes af andre organismer i et tilsyneladende evigt kredsløb.

Det er heller ikke uproblematisk at afgøre, hvornår menneskelivet slutter. Mennesket er den eneste art på Jorden, der har udviklet begravelsesritualer og traditioner for at ære sine afdøde forfædre. Det er måske mere en psykologisk end en filosofisk iagttagelse, men der er rigtig mange vidnesbyrd om, at afdøde personer har øvet betydelig indflydelse på de efterlevendes adfærd, derfor kan man på en måde godt sige, at de døde lever videre i de levende. Hertil kommer, at moderne teknik kan holde det menneskelige legeme i gang, længe efter enhver hjerneaktivitet er udslukket.

Som det for nylig er formuleret i indflydelsesrige teorier om extended mind, er menneskets ånd i betydningen indsigter, kompetencer og handlemuligheder distribueret i ydre materialiseringer af mange forskellige slags, der videregives og  videreudvikles fra generation til generation.
(KoM s. 12)

Så, det er måske alligevel ikke så nemt at afgøre, hvornår menneskelivet begynder, og hvornår det slutter.

Stofskifte indikerer liv

For Aristoteles og hans samtid var det temmelig indlysende, hvad der levede, og hvad der ikke gjorde. Han skriver:

… I hvert fald siger han [Demokrit], at det er åbenbart for alle, hvilken form mennesket har, ‘siden vi kender det på skikkelsen og farven’. Imidlertid har også et lig den samme form eller skikkelse, og dog er det intet menneske.
(Hartnack & Sløk, 1991, s. 77)

Men spørgsmålet debatteres stadig. En opdatering herpå giver (Weber, 2018) med følgende formulering (punktopstillingen har jeg tilføjet):

… living systems may be defined as

  1. open systems maintained in steady-states, far-from-equilibrium,
  2. due to matter-energy flows in which informed (genetically) autocatalytic cycles extract energy,
  3. build complex internal structures, allowing growth
  4. even as they create greater entropy in their environments,
  5. and capable, over multigenerational time. of evolution.

[1] Menneskekroppen er et »open system[s] maintained in steady-state[s]« fordi den er afgrænset og har et nogenlunde stabilt (steady-state) udseende; endvidere er den i stand til at interagere med omverdenen (open system). »Far-from-equilibrium« henviser til, at der hele tiden er ubalancer (ex. sult, kulde, sexbehov etc.) som kroppen fysiologisk reagerer på.

Fødekæden: Store fisk æder mindre fisk – mindre fisk æder små fisk – og de små fisk æder planter – planter får energi fra fotosyntese

[2] »Matter-energy flows« er, hvad stofskifte går ud på. Menneskekroppen skal tilføres næring i form af kulstofbaserede organiske molekyler og indånde ilt for at kunne forbrænde den. Mennesket befinder sig i toppen af fødekæden, hvilket indebærer at næringen har været gennem mange led, fra den opstod i en levende organisme, der formår gennem fotosyntese at omsætte solenergien til organisk stof.

[3] Den omsatte energi benyttes dels til at udligne de ubalancer, som menneskekroppen sanser, og dels til at opbygge kroppen (og udskifte slidte dele).

[4] For at skaffe sig de fornødne næringskilder til at opnå [1 – 3], forårsager menneskekroppen forstyrrelser i omverdenen – dvs. øger entropien. I det mindste ved, at de næringskilder, som menneskekroppen lægger beslag på, ikke er tilgængelige for andre levende væsener.

[5] Den sidste præmis handler om, at levende organismer – set over mange generationer – tilpasser sig forandringer i miljøet. Dette er i grunden irrelevant for denne artikel, men det er dog værd i parentes at bemærke, at det tænkes på vældig mange generationer. Det er ikke sådan, at menneskene udvikler svømmehud mellem tærerne, fordi klimaforandringer i løbet af et par århundreder får vandstanden til at stige.

Mennesket er excellent til at stofskifte

Altså, alt levende gør det: spiser noget andet levende for at få energi. Bortset lige fra planterne, der gennem fotosyntese får deres energi fra solen samt nogle eksotiske organismer på havets bund, der får deres energi fra vulkansk aktivitet.

Kilde ukendt

I naturen er det sådan, at de fleste rovdyr synes at have en indbygget computer, der kalkulerer, om et givet byttedyr er værd at jage eller ej. Fænomenet er blandt andet iagttaget hos ulve, løver, geparder, rovfugle og flere fiskearter. Det er som om, dyrene instinktivt véd, om byttet vil kunne tilføre dem mere energi, en der skal bruges på at nedlægge det. Sagt i teknisk sprog, så jager de kun, hvis EROEI > 1.

EROEI står for »Energi Retur Over Energi Investeret«, hvilket kort fortalt illustrerer, at der skal bruges energi for at høste energi. Det er dét, geparden instinktivt kalkulerer, inden den sætter efter gazellen, men det er også dét, landmanden må kalkulere, inden han bruger energi på at dyrke sin mark.

Det siger sig selv, at hvis organismen – det være sig dyr eller menneske – kronisk engagerer sig i aktiviteter, hvor ERORI < 1, så vil organismen til sidst gå til grunde.

Mennesket har forrykket den økologiske balance

EROEI < 1

Den uberørte animalske natur er gearet til, at de fleste arter fungerer på et ERORI-niveau, der er tilstrækkeligt til at understøtte organismen selv og dens afkom. Jo højere op i fødekæden, dyret er placeret, des mindre er marginen – lige bortset fra mennesket, der siden landbruget opståen ca. 10.000 år BC, gradvist har erstattet jagt med slagtning af husdyr og indsamling af vegetabilsk forråd med høstning af marker. Altså en væsentlig lavere investering af energi i forhold til udbyttet.

Meget af den energi, der blev investereret, blev end ikke leveret at menneskene selv, men af deres husdyr. Efterhånden lærte menneskene også at udnytte vandenergi, vindenergi, slaver og fossil energi. Alt sammen noget, som har forsynet mennesket med et energioverskud, der prompte er blevet omsat i kulturprodukter og – jf. de genetiske imperativ – i børn.

Befolkningstilvækst

For at tage det sidste først. Det er en almenkendt naturhistorisk iagttagelse, at en artspopulation søger mod et niveau, hvor der er balance mellem habitatets næringsmuligheder og antallet af individer. Det gælder også for mennesket. Grafen for den globale befolkningsudvikling viser et tydeligt parallelt forløb mellem verdenspopulationen og menneskets udvikling af teknikker til at høste energi fra forskellige kilder. Sammenhængen er endda så tydelig, at end ikke krige, naturkatastrofer eller pandemier forrykker billedet. Måske forekommer det lidt paradoksalt, når der samtidigt rapporteres om hungersnød rundt om i verden, men selv ikke lokalt forekommende tilfælde af næringsunderskud kan forstyrre den globale tendens.

Kulturprodukter

Hulemalerierne vidner om, at mennesket har markeret sig kulturelt længe før det slog sig ned som agerbruger.

De sandsynliggør, at der selv i de ældste jæger- og samlersamfund var perioder, hvor tilgangen af energiressourcer har været større end det nødvendige for den rene overlevelse. Imidlertid har udviklingen af landbrugssamfund utvivlsom været nødvendig for frembringelse af de kulturprodukter, der den dag i dag fylder beskueren med beundring: blandt andet Stonehenge og pyramiderne i Ægypten og Mellemamerika. Hertil kommer fundet af keramik, smedearbejder og redskaber, der er udsmykket langt ud over enhver nytteværdi, samt kunstgenstande, der måske har haft en kultisk betydning, men som under alle omstændigheder har pyntet op.

Komplekse samfund

Da mennesket slog sig ned i landbrugssamfund, ændrede det betingelserne for samarbejde. En del af energioverskuddet blev anvendt til at reservere særligt talentfulde individer til specialiserede opgaver. En af disse var selvfølgelig shamanen, for det betød meget for urmennesket at stå sig godt med den uforudsigelige natur. Herefter fulgte forskellige former for håndværk, og efterhånden som samfundene voksede til byer, opstod behov for løsning af forskellige administrative roller, blandt andet vedrørende distribution af goder. For byer er jo netop defineret ved områder med en befolkningstæthed, der overstiger områdets egen forsyningskapacitet.

Ud af simple samfund med måske 4-5 distinkte roller opstod komplekse samfund med over tusind specialiserede roller. Eksempelvis indeholder den officielle danske fagklassifikation DISCO-8 tilsammen 1.159 stillingsbetegnelser. Det hele bliver drevet at menneskets formidable evne til at høste energi. Tainter (1988, s. 91f; min fremhævning) skriver:

More complex societies are more costly to maintain than simpler ones, requiring greater support levels per capita. As societies increase in complexity, more networks are created among individuals, more hierarchical controls are created to regulate these networks, more information is processed, there is more centralization of information flow, there is increasing need to support specialists not directly involved in resource production, and the like. All of this complexity is dependant upon energy flow at a scale vastly greater than that characterizing small groups of self-sufficient foragers or agriculturalists.

Moderne bulk carrier (lasteevne op til 150.000 tons)

Meget af den energi, Tainter skriver om, behøver ikke nødvendigvis at være biologisk energi, altså resultat af stofskifte i et biologisk væsen. Eksempelvis drives størsteparten af vor tids transportfunktioner af fossil energi (der også var biologisk engang). Men det ændrer ikke ved, at hvert menneske på kloden dagligt skal have tilført en energimængde, der svarer til 3 kg. kartofler. Det svarer til 150 moderne fragtskibe lastet til randen med kartofler er nødvendige for at dække én dags fødevarebehov.

Derfor er homo paracitus et menneskebillede

Alligatorskildpadde med “ormetunge”

Det kan ikke komme som en overraskelse, at naturen overvejende er opportunistisk: Om vinteren foretrækker fuglene foderbrættet frem for skovbunden, for her er føden mere koncentreret. Endvidere har jeg på film set pingviner stjæle redemateriale fra hinanden; og alligatorskildpadden lokke fisk til sig med en ormelignende udvækst på tungen. Da liv og energi er uadskillelige størrelser, har evolutionen favoriseret enhver energikonserverende forandring – lige fra udvækster på tungen til adfærdsmønstre, der lader andre om at gøre arbejdet. I dette evolutionære lotteri kommer menneskearten ud som den uovertrufne vinder.

Mennesket har brudt “Den økologiske Kontrakt”

Fødepyramiden

Den økologiske Kontrakt tillader stofskifte. Den tillader at levende organismer fortærer hinanden med henblik på at sikre livets fortsatte beståen. Kontrakten tillader endda, at organismer benytter “beskidte tricks” (som skildpadden og pingvinen) så længe formålet er at sikre næringstilførelse og forplantning. Derfor er den naturlige fødekæde pyramideformet med en overflod af fødekilder på de laveste niveauer, men med en stadig mere snæver margin efterhånden som energien koncentreres i dyrene op imod toppen af fødekæden.

Forskere har regnet ud, at ser man kun på fødemængden, vil der være mad til omtrent 100 ulve i Danmark. Så mange ulve vil der aldrig komme i Danmark, hvor der er mange veje.

(Kilde: Danmarks Naturfredningsforening)

Endvidere indebærer Den økologiske Kontrakt også et princip om multifunktionelle habitater, som muliggør, at forskellige arter kan dele det samme fysiske område, uden at “forstyrre” hinanden. Eksempelvis kan lærken og markmusen nemt leve side om side.

Indenfor Den økologiske Kontrakt er der endda plads til parasitter, når de defineres som i Wikipedia:

En snylter eller parasit er en organisme der lever afhængigt af og på bekostning af en anden organisme (vært), ved at suge næring fra denne.

for naturlige parasitter indgår i det naturlige kredsløb på lige fod med andre organismer.

Men den menneskelige parasit, homo paracitus, har brudt alle regler.

Overpopulation af 3. orden

Som nævnt har jordens befolkning på rundt 7,5 milliarder behov for den daglig fødevaretilførelse svarede til 150 skibsladninger kartofler. Eller sagt på en anden måde: Hvis mennesker levede af kartofler alene, vil al dyrkbar jord i Europa ikke være nok til at dække behovet. (Kilder: [1] Landbrug og Fødevarer: Høstudbytte spisekartofler = 35 tons/Ha. [2] NationMaster: Statistik over dyrkbart land).

Men mennesket lever ikke af kartofler alene. Mennesket er stort set altædende, og en betydelig del af føden består af kød, der ikke jages, men opdrættes på farme og i stalde. Tanken om dyrevelfærd er forholdsvis ny; det er imidlertid fordømmende at antage, at den uoplyste bonde har været direkte ondskabsfuld overfor sine husdyr. Han har bare set det som en praktisk nødvendighed at tøjre oksen, holde svin i stalde og høns i bure. Det har handlet om at optimere EROEI i den animalske produktion.

Hvor stor en indflydelse produktionen af animalske fødevarer har illustreres af en beregning som FNs organ for landbrug (FAO) foretog i 1993, hvor de kom frem til, at Jorden kunne brødføde 6.3 milliarder mennesker, hvis disse ernærede sig ved en næsten 100% vegetarisk diæt. Skulle blot 15% af de spiste kalorier komme fra en animalsk kilde kunne Jorden kun bespise 4,2 milliarder, og var hele 25% af animalsk afstamning blot 3,2 milliarder mennesker.

(Kilde: Anima.dk)

Energiindholdet i kød afhænger meget af, hvilken del af dyret, det er skåret af, men et groft estimeret er dagsbehovet på 3 kg kartofler ækvivalent med 1,2 kg kød. Det betyder imidlertid ikke, at EROEI for kød er 2½ gange højere, for der skal langt mere energi til at producere 1 kg kød end hvad kartofler behøver.

Derfor har homo paracitus brudt Den økologiske Kontrakt både ved selv at have formeret sig ud over “hvad der sømmer sig” for arter, der befinder sig i toppen af fødekæden, og i anden orden ved at overpopulere kloden med slagtedyr. Siden industrialiseringens begyndelse har homo paracitus tilføjet robotter som et 3. lag af overbefolkning.

Robot skal bredt forstå som mekaniske indretninger, der overtager arbejdsfunktioner fra levende væsener. I denne forståelse er lokomotivet et eksempel på en robot, der flytter gods og mennesker uden brug af muskelenergi. Men ligesom levende væsener skal robotter også tilføres energi for at kunne arbejde. I industrialiseringens tidlige periode var der næsten ingen konkurrence om energikilder mellem mennesker og robotter, for robotterne kan jo “spise” den fossile energi, som levende væsener ikke kan fordøje. Sådan er det ikke nødvendigvis længere, for drivmidlet bioethanol produceres af afgrøder, og selvom der forskes intenst i at udnytte den del af høsten, som ikke umiddelbart kan anvendes som menneskeføde eller foder, så trækker produktionen dyrkningsområder og vandressourcer ud af det økologiske kredsløb.

Monohabitater

Fortællingen om sanglærken er typisk for, hvad intensivt landbrug betyder for det økologiske kredsløb:

Sanglærken kan ikke lide det moderne landbrugsland med dets store flader af få, ensartede afgrøder og udbredte brug af sprøjtegifte. Dagens kulturlandskab er for sterilt og monotont, og der mangler den variation i vegetationen og de udyrkede pletter, som tidligere tiders danske landbrugsland bød på. Mosaikken er væk til skade for mange af agerlandets fugle
(Kilde: Dansk Ornitologisk Forening)

Listen er lang. Især er der grund til at bekymre sig over nedgangen i bestøvende insekter, for uden bestøvning, ser det sort ud for de nederste lag af fødekæden. Det er selvfølgelig ikke, hvad homo paracitus ønsker sig, men ikke desto mindre en uheldig sideeffekt af, at såkaldte fornuftige væsener uden tilstrækkelig indsigt i det økologiske kredsløb indretter sig i habitater, hvor kun ganske få dyrearter føler sig hjemme.

Tydeligst nok gennem urbaniseringen, som det fremgår af denne lille film:

Jorgen Randers, der som ung assistent var med i arbejdsgruppen bag Rom-klubbens rapport “Limits to Growth” (Meadows et al, 1972) udgav i 2012 en forlængelse af prognoserne frem til 2052, og han skriver i sit afsluttende kapitel:

Don’t Teach Your Children to Love the Wilderness

(…)

It hasn’t gone all the way yet, but the amount of global land that is less than 10 kilometers away from the nearest village, highway, power line, or infrastructural development is going down – very fast.

(…)

So when you see your child sitting in front of the computer and think she should rather be by the campfire in the great outdoors, you should constraint your temptation to interfere.

(Randers, 2012, s. 332)

Direkte snylteri på andre mennesker

I Den økologiske Kontrakt er det et overordnet princip, at »ethvert levende væsen bærer sine egne byrder«. Fortællingen ovenfor om den tyvagtige pingvin tydeliggør, at der “kun” er tale om et princip, og ikke om en ubrydelig regel, men selv blandt pingviner er det ikke typisk adfærd. Det er det imidlertid hos homo paracitus.

Okse, hest, æsel og hund har været brugt som mennesket trækdyr. Retfærdigvis skal det dog tilføjes, at mennesket til gengæld oftest har sørget for foder til dyrene. Princippet er det samme som i en bil: der skal benzin på tanken for at bilen kan køre. Biler og trækdyr kan således ses som forskellige instanser af transportmaskiner, den eneste forskel er drivmidlet.

Helt i tråd hermed fortælles det, at grækerne i antikken beskrev slaver som »talende maskiner«. En betydelig del at befolkning i de antikke polis bestod af slaver, for den frie græske mand brød sig ikke om manuelt arbejde. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet: Hvor kom slaverne fra?

Der er kilder, som tyder på, at fattige mennesker har stille sig selv til rådighed for herremænd til gengæld for kost og logi; man kan spørge om denne praksis er så forskellig fra relationen mellem herskab og tjenestefolk i den victorianske britiske overklasse – eller i det hele taget fra, hvordan arbejdsmarkedet fungerer i de lande, der i dag leverer den lavteknologiske produktion. Andre kilder fortæller om, at hungersnød kunne få familier til at sælge deres børn til slaveri for dermed at øge chancerne for at overleve; denne praksis fordømmes i dag internationalt, men forekommer ikke desto mindre rundt omkring. Endelig har børn af slaver også bidraget til at holde slavebestanden intakt.

Så fredeligt gik det imidlertid ikke altid for sig. Krigsfanger udgjorde en betydelig del af de mennesker, der endte i slaveri. Mennesker dengang må have levet med en for os helt ubegribelig selvforståelse: »I dag er jeg rig, og har flere slaver til at arbejde for mig. I morgen tager en fjende mig til fange, og så skal jeg slave for ham«.

Krigsfanger er én af måderne, hvorpå sejrherren høster energiressourcer, der er opsamlet i andre menneskesamfund. En anden er krigsbytte i form af kulturskatte, oparbejdede ædelmetaller og andre nytteprodukter. I dette perspektiv forstår man, hvorfor krigsførelse er en meningsfuld aktivitet for homo paracitus.

Homo paracitus som politisk agent

Der kan argumenteres for, at homo paracitus i virkeligheden blot er variant af homo emotionalis trukket ud i det ekstreme. Men mennesketypen har en voldsom indflydelse på de politiske processer – ikke mindst i demokratier, hvor ønsket om genvalg begunstiger kortsigtede løsninger.

Når Donald Trump således trækker USA ud af det internationale klimasamarbejde til gavn for den nationale industri, er det et mønstereksempel på kortsynethed. Trump er kendt for sine selvudnævnte evner som forhandler. Efter eget udsagn kan han altid handle »a good deal« hjem. Men som en typisk homo paracitus, antager han, at Den økologiske Kontrakt er til forhandling. Det er den ikke, naturen forhandler ikke – den reagerer bare.

Vi behøver imidlertid ikke at gå længere væk end til den tidligere danske miljøminister Esben Lunde Larsen, der i sagen om sandsugning i Øresund for rullende kameraer sagde »Hvis vi ikke suger sand i Øresund, bremser vi byggeriet i København« (citeret efter hukommelsen).

Det er også værd at nævne Bjørn Lomborg og Hans Rosling som eksempler på forskere, der kaster et mere optimistisk skær over homo paracitus, og som sådan er med til at forme den politiske debat. Hertil kan føjes Martin Ågerup fra tænketanken CEPOS, der med ukuelig teknologioptimisme problematiserer WWF’s offentliggørelse af 1. august 2018 som årets Earth Overshoot Day, altså dagen, hvor menneskeheden har opbrugt alle de ressourcer, som økosystemerne kan nå at regenerere på 12 måneder.

Der er så mange eksempler på, at det er homo paracitus, der sætter den politiske dagsorden, tænk blot på de internationale klimaforhandlinger, der ustandselig strander i kompromisser imellem økonomisk vækst og begrænsninger af det menneskelige aftryk. Eller bemærk, hvor svært det er for de europæiske lande at finde en fælles løsning på migrantkrisen.

Epilog

Det er som at spise fra en skål med pinocchiokugler: det varer en tid, men på et tidspunkt er skålen tom

Meget snart – om ikke allerede nu – må verdensbefolkningen begynde at forholde sig til »peak oil«, altså det fænomen, at over halvdelens af jordens olieressourcer er brændt af. Her tænkes ikke på den stigning i atmosfæren indhold af CO2, der angiveligt er dén væsentligste årsag til klimaforandringerne. Her tænkes på, at menneskeheden i en ikke så fjern fremtid skal til at indstille sig på, at der ikke er mere energi i systemet, end der løbende kan høstes fra solen. Omstillingen til vedvarede energi er begyndt, vi kan kun håbe, det kommer til at gå godt, men det bliver uden tvivl en hel anden type samfund, end vi kender i dag.

Joseph Tainter (1988) påviser i sin bog, at et samfund ikke kan være mere komplekst end de tilgængelige energikilder tillader. I nutidens globaliserede verden er alle samfund forbundet i noget, der minder om et verdensomspændende imperium. Denne situation er ny, vi véd ikke, hvad der kommer til at ske. Fortidens imperier var geografisk afgrænsede, og de kollapsede alle, da energikilderne tørrede ud. Tegnene på kollaps er umiskendelige, så i håb om, at det vil skærpe vores opmærksomhed, giver jeg det sidste ord til Joseph Tainter:


Litteratur

Hartnack, Justus & Sløk, Johannes (1991). De store tænkere – Aristoteles. Munksgaard • Rosinante

Randers, Jorgen (2012): 2052 – A Global Forecast for the Next Forty Years. Chelsea Green Publishing

Tainter, Joseph (1988). The Collapse of Complex Societies. Cambridge University Press

Weber, Bruce, “Life“, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2018 Edition), Edward N. Zalta (ed.)