Demokrati

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #745

    Jeg glæder mig til at læse indlæg om demokrati. Det ser for mig ud som om demokratiet er angrebet, både i USA og Europa, herunder Danmark.Den amerikanske filosof og socialpsykolog, Shoshana Zuboff, har idag en artikel i min avis, Politiken. Hun mener, at demokratiet er truet af de digitale medier, som styrer alle og alt, de kan tjene penge på. Hun sammenligner med industrifyrsterne ved industriens opstart. Ingen satte spørgsmål ved deres store indflydelse. Nu finder vi os også i at blive overvåget af bl.a. Facebook. Hun omtaler naturligvis også Trump, som uhindret, indtil for nylig havde fri adgang til at sprede sine løgne uimodsagt. Hun mener ikke, det er startet med Trump, men måske har han været så ekstrem, at mange alligevel har fået øjnene op for hans spil. Jeg har lige hørt i nyhederne, at selv om han ikke blev dømt ved den 2. Rigsret, så mener størstedelen af amerikanerne, at han var skyldig i angrebet på kongressen. Måske er der håb.
    Hilsen
    Anne Marie

    #750
    Ove Junne
    Keymaster

    Tak for et tankevækkende bidrag, Anne Marie.
    Jeg deler Zuboff’s bekymring, men måske ikke hendes analyse (men jeg har ikke læst Politiken). Det var jo Adam Smith, der skrev om industriens opstart, og så som jeg læser hans konklusion, så er det noget i retning af en pragmatisk konstatering af »Sådan er det gået, og sådan er det blevet«. Altså at “Den usynlige Hånd”, der styrer det hele i sig selv er ustyrlig. Selv får jeg et indre billede af Mickey Mouse som troldmandens lærling i filmen Fantasia, der opdager, at de koste, han har forhekset til at hjælpe med at bære vand, har deres egne viljer.

    Sådan oplever jeg også, det er gået med de sociale medier, der oprindeligt blev designet til at dele skoleopgaver og sjove kattevideoer, men nu er blevet en kraft i sig selv, der er i stand til at omdefinere brugernes opfattelse af virkeligheden. I den forbindelse er kapitaliseringen nærmest bare en sideeffekt.

    I dag i Information er der en artikel, som beskriver Facebook’s dilemma mellem at beskytte folkesundheden ved at fjerne misinformation om COVID-19 på den ene side og på den anden side at respektere ytringsfriheden og “Den demokratisk Samtale”.

    PS. Fandt lige den analyse, du henviser til. 71% af amerikanerne mener at Trump var (i det mindste delvis) ansvarlig for stormen på Kongressen, men kun knapt halvdelen mener, at han skulle dømmes skyldig af rigsretten. De er skøre de amerikanere.

    #751

    Ove din sammenligning med Troldmandens lærling og hans koste er vældig god.

    #753

    Tak Anne Marie 🙂
    Hæ-hæ, et eller andet sted håber jeg, at dette forum bliver lige så ustyrligt som Mickeys koste men forhåbentlig lysår mere åndfyldt, end det, der foregår på Facebook.

    #756

    Jeg fandt en podcast, hvor Rune Lykkeberg fra Information interviewer Shoshana Zuboff. Som du skriver, Anne Marie, ser hun en konfrontation mellem de store techvirksomheder og alverdens regeringer. Hun sammenligner med det opgør med kapitalistmonopolerne i 1930erne, som kaldes “new deal”, der var nødvendigt for at få bugt med Depressionen. Hun ser koncentration af borgerdata hos private virksomheder udenfor parlamentarisk ansvar for at være vor tids variant af 1930ernes problemstilling. Derfor er hun også behersket optimistisk, for dengang »fik vi dem ned med nakken« så der er håb om, at vi kan gøre det igen.

    Seneste nye er da også, at Australien og Canada er gået ind i en styrkeprøve med Facebook. Det begyndte med, at Australien behandler en lov, der vil afkræve Facebook en afgift for alle australsk producerede nyheder, der deles på platformen. Det fik Facebook til at lukke et stort antal Australske konti, bl.a. til landets beredskabsstyrelse og flere andre offentlige myndigheder. Så lige nu oplever australierne på egen krop, hvad det betyder at gøre sig afhængig af et privat informationsmonopol, men indtil videre står de fast, og har nu fået følgeskab af Canada.

    Til slut en lille fun-fact: Zuboff fortæller, at Facebook blev lanceret i 2012. Det er godt nok gået stærkt med afhængigheden.

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.