Tanker ved en valghandling

I dag var jeg henne og stemme til EP-valget. Ikke fordi jeg havde den store lyst, for ingen af de kandidater, som blot har en kinamands chance for at blive valgt, har under valgkampen udtrykt sig særligt ambitiøst i forhold til de udfordringer, Europa og kloden står overfor. Jeg tænker på klimaet, på fattigdommen og på demokratiet.

The perfect storm

De tre ting hænger sammen, for klimaforandringerne vil snart afsløre, at den økonomiske vækst alene har været en vækst af penge, mens vi år for år har brugt flere af klodens ressourcer, end kloden kan gendanne. Så derfor er det ikke velstand, vi skal lære at dele, men fattigdom. Og i takt med, det går op for større og større befolkningsgrupper, kommer demokratiet som institution under pres.

Er demokratiet stærkt nok

Da jeg i dag kom ud fra stemmeboksen, kom jeg til at overhører en samtale mellem en valgtilforordnet og en bedstemor, som havde taget sit 8-årige barnebarn med. Hun sagde: »Hun [barnebarnet] skal se, hvordan der foregår, selvom der er 10 år til [at barnebarnet selv kan stemme]«. Hun gik, inden hun kunne nå at høre min kommentar »Så må vi håbe, at der findes frie valg til den tid«, men det fik da den valgtilforordnede til at spærre øjnene op.

Jamen kan demokratiet da bryde sammen på under 10 år. Sagtens, der var kun 6 år imellem 1933 og 1939. Så lang tid tog det for Hitlers nazistparti at forvandle et demokrati til et diktatur. Det skete i fuld offentlighed, men ingen greb ind. Kan det ske igen? Mulighederne foreligger i hvert fald. Allerede nu er der nervøse spekulationer over, om Donald Trump vil anerkende et valgnederlag i 2020 og træde tilbage. Gør han ikke det, vil der være tale om et statskup, og der er rigeligt med svært bevæbnede paramilitære grupper i USA, som vil støtte det. Hvis den traditionelt stærkeste forsvarer af demokrati og frihedsrettigheder kommer i splid med sig selv, er der stor risiko får, at verdens øvrige demokratier falder som dominobrikker.

Højrenationalistiske bevægelser

VI behøver ikke at tage til USA. Her i Danmark står Dansk Folkeparti ganske vist til at blive halveret ved det kommende folketingsvalg, men det skyldes delvis, at to endnu mere ydeliggående højrenationale partier er dukket op. Tilsammen står de i den seneste måling (26. maj) til 15,5% – 16,3% af stemmerne, altså omkring hver sjette vælger. Men hvis vi zoomer ind på et specielt højrenationalt kendetegn, nemlig segregering af individer, så bliver der ført højrenational politik langt ind i etablerede partier som Konservative, Venstre og Socialdemokratiet. Lige her fremsat som en påstand, men der er rigeligt med presseomtale og videomateriale fra Folketinget til at dokumentere det.

Der segregeres på livets lyst i forhold til produktivitet, men det er der egentlig ikke noget nyt i. Mennesker, der ikke »er i stand til at bære sin egen byrde« har altid rangeret lavt i samfundet, uanset om årsagen er selvforskyldt eller ej. Det ligger da også implicit i det gamle socialdemokratiske slogan: »Gør din pligt, og kræv din ret!« I ethvert velordnet samfund, er det et fælles anliggende at forholde sig til de levevilkår, man byder børn, ældre, handicappede og syge.

Imidlertid er det især når der segregeres på kriterier som seksualitet eller etnicitet, at samfundets humanisme bliver sat på prøve. Ligesom der er visse former for seksualitet (eksempelvis pædofili og voldtægt), det er svært at rumme i et samfund, kan tankegangen i forskellige kulturer være så forskellig, at fredelig sameksistens ikke uden videre er en mulighed. Det er desværre en kendsgerning, og formodentlig én af årsagerne til, at selv ældre medborgere, der i det mindste fra deres forældre kan huske nazismen og krigen, kan udtale sig positivt om Stram Kurs.

Migration

For at sige det, som det er, så vender det sig i mig, når mennesker bliver marginaliseret på baggrund af ydre kendetegn. Jeg kommer aldrig til at give min støtte til et politiske system, der tildeler rettigheder i forhold til et menneskes race, religion eller seksuelle orientering. Men på den anden side vil jeg aldrig heller acceptere at et menneske begrunder en samfundsnedbrydende handling alene med henvisning til sit tilhørsforhold til en bestemt race, religion eller seksuelle orientering.

Man skal imidlertid være meget nærsynet for ikke at have fået øje på, at vi lever midt i en migrationsbølge, som verden ikke har set større siden europæerne kolonialiserede Nordamerika. Denne gang er det bare ikke forsvarsløse indianere, men os, som er målet for migrationen. Der ligger en form for bitter karma i, at en stor del af migranterne kommer fra Afrika, kontinentet som europærerne i århundrede har tappet for råvarer og (ikke at forglemme) slaver, og stadig holder i et jerngreb gennem betinget udviklingsbistand.

De demografiske kendsgerninger i Europa med lav fertilitet sammenholdt med myten om økonomisk vækst tiltrækker selvfølgelig mennesker fra steder, hvor fremtidsudsigterne er endnu ringere, og ligesom med Ohms lov: Hvis modstanden (Middelhavet) er for svag i forhold til spændingsforholdet (levevilkår i Afrika contra EU), så tager migrationsstrømmen til.

Set i historisk lys ser det ikke godt ud for Europa. Faktisk kan jeg ikke få øje på ét eneste historisk eksempel, hvor en befolkning i længden har modstået presset fra migrationsstrømme, og den dårlig nyhed er, at det sjældent har været ublodigt.

Er demokrati den ubetinget bedste styreform?

Klimaforandringer kommer sandsynligvis til at blive den væsentligste regulator af fremtidens migrationsstrømme. Folk vil flytte til steder, hvor de er bedst sikret mod oversvømmelser og ekstremt vejr, hvor der er adgang til rent vand og betalbare fødemidler. Ud fra disse kriterier ser det lige nu ud til, at Danmark på den korte bane vil være et mål for migrationsstrømmen, men det kan hurtigt ændre sig. Eksempelvis er det meste af Sjælland ikke længere selvforsynende med rent drikkevand, og allerede nu tales der om, at der ud fra en samfundsøkonomisk betragtning er kystområder, det ikke kan betale sig at beskytte. Vi vil altså om få år kunne opleve »internt fordrevne klimaflygtninge« i Danmark.

Uden at have svaret på, hvad der skal stilles i stedet, synes jeg, det er værd at overveje om den demokratiske beslutningsmodel kan løse de udfordringer som befolkningerne nationalt og globalt står overfor.

I det tidlige romerrige havde man frigjort sig fra det despotiske kongedømme, til en form for folkestyre ledet af senatet. En styreform, som set med moderne øjne havde mange betænkeligheder, men ikke desto mindre var et solidt værn imod vilkårlighed. Men når en alvorlig fare truede, valgte man for en begrænset periode en diktator med næsten ubegrænsede beføjelser til at lede landet igennem. Man havde med andre ord en forståelse for, at demokrati er godt under fredelige forhold, men at der under kriser er behov for en resolut indsats og korte beslutningsprocesser.

Men der forudsætter selvfølgelig, at diktatoren er et menneske, man kan have tillid til prioriterer landet og  befolkningen over egne hensyn, og sådanne mennesker er sjældne – desværre.

Storbritannien har som den første nation i verden erklæret undtagelsestilstand i forhold til klimaet. Måske er det kun symbolsk, men det åbner muligheden for den form for samlingsregeringer, der kan træffe nødvendige beslutninger, som ikke ligefrem er befordrende for genvalg, fordi de begrænser den personlige frihed. Konkret tænker jeg på rationering og forbud mod klimabelastende adfærd.

Sidste gang, Europa stod i en så alvorlig krise, var det også Storbritannien, der kom til at spille hovedrollen, og modvilligt valgte man Winston Churchill som en slags moderne diktator. Han sagde i sin tiltædelsestale: »Jeg har intet andet at tilbyde end blod, slid, tårer og sved«, og i afslutningen siger han: »I spørger, hvad målet er. Det er sejr for enhver pris (…) For uden sejr er der ingen overlevelse

Den danske politiker, som uden tanker for sine egne valgchancer tør sige noget lignende, har min stemme.

 

 

 

No comments yet.

Skriv en kommentar