Om ytringsfrihed

 

Det diskuteres, om citatet stammer fra Voltaire, eller om det rettelig skal tilskrives den meget senere Evelyn Beatrice Hall (1868-1956), der skrev under pseudonymet S.G. Tallentyre

På given foranledning

På Facebook er jeg medlem af en debatgruppe, hvor der livligt diskuteres lokalpolitikske forhold vedrørende Slagelse Kommune. Somme tider går bølgerne højt, og det hænder »der ryger en finke af panden«, som man siger. Så ind imellem forventes det, at gruppens administratorer går ind og kalder kamphanerne til orden.

Det er imidlertid lettere sagt end gjort, for hvem har i grunden myndighed til at dømme andres måde at formulere sig på, og hvordan afgør man, om en ytring er så upassende, at den bør slettes?

Grundlæggerne af gruppen havde formentlig tillid til, at gruppens medlemmer har tilstrækkelig med selvkritik til at moderere sine ytringer, så de tåler offentliggørelse, men desværre er det mediets (altså Facebook) natur, at det ikke aktiverer de samme empatisk bremser, som normalt regulerer en civiliseret personlig samtale. Derfor er der således alligevel behov for at på nedskrevet nogle etiske spilleregler for det debatklima, vi ønsker i gruppen.

Jeg er blevet bedt om at komme med et udkast. Det gør jeg gerne, men forinden er jeg nødt til at gennemføre denne lille mini-analyse.

Ytrings-ret

I en Facebook-gruppe, der inviterer til debat om emner af offentlig interesse, må den offentlige standard, som angivet i Grundlovens §77 nødvendigvis være retningsgivende. Paragraffen indrammer tre ting:

  1. Ret til »på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker«.
  2. Dog under ansvar for domstolene.
  3. Censur kan ingensinde genindføres.

Indledningsvis er det imidlertid tvingende nødvendig at påpege, at den helt fundamentale præmis bag ytringsretten er, at vi alle kan identificere dén, der ytrer sig. Anonyme ytringer eller ytringer fremsat af falske profiler har ingen steder hjemme i en demokratisk debat.

Tanke-ytringer

Jeg hæfter mig ved, at grundloven forudsætter, at der foregår en vis tankevirksomhed forud for at ytringen tager form. Dette er ikke helt trivielt, for ofte indeholder »intense meningsudvekslinger« ytringer, som er meget lidt konstruktive. Sådanne har intet med vores grundlovssikrede ytringsret at gøre. En anden gang kunne det måske være interessant at tænke over, om vi har ret til at spilde vore omgivelsers tid med noget så uproduktivt. For nærværende rækker det imidlertid med den amerikanske præsident Woodrow Wilsons (1856-1924) vise ord om, at tankeløse ytringer tegner et liden flatterende portræt af afsenderen:

Vi skal værne om ytringsfriheden.
For ved at give tåberne frihed til at ytre sig, afslører de sig selv.

At blive holdt ansvarlig

Når grundlovens §77 taler om, at vores ytringer skal holde til at bliver prøvet ved domstolene, så handler det om, at der visse ting, vi som samfund finder så forkerte, at vi har lovgivet imod dem.

Du må ikke vidne falsk mod din næste. Denne regel er ældre end det 8. bud i Bibelen. Det betyder, at vi ikke bevidst må viderebringe uunderbyggede oplysninger om tredjemand, og det er en skærpende omstændighed, hvis ytringerne har til formål at tilsværte vedkommendes offentlige omdømme. Grænsen kan være hårfin; eksempelvis vil ytringen »borgmesteren er utroværdig« viderebringe en generel dom over borgmesteren, der belaster hans offentlige omdømme, mens ytringen »jeg har ikke længere tillid til borgmesteren«, er mig, der udtrykker mine tanker om borgmesteren.

Racistiske og diskriminerende ytringer er en særlig variant af ovenstående, hvor der er tale om at viderebringe uunderbyggede (især nedgørende) oplysninger om en anonym befolkningsgruppe, der afgrænses på et sæt af generaliserende kendetegn. Hvis det er relevant for en given debat at nævne et bestemt kendetegn (ex. Jyde/Sjællænder, Socialist/Liberal, etnicitet, seksuel orientering mv.), så bør man være særlig opmærksom på, at oplysningerne bygger på faktuelle data, der kan efterprøves.

Der må ikke opfordres til vold og kriminalitet. Er heller ikke en helt triviel begrænsning. Jo, vold måske, men det må være legitimt at debattere om det er de rigtige ting, vi kriminaliserer i samfundet. Legalisering af hash er et glimrende eksempel. Der foregår i medierne – ikke mindst på Facebook – en livlig og helt legitim debat om, hvad legalisering af hash vil betyde for samfundet. At fremsætte synspunkter, som støtter en legalisering, er ikke en opfordring til kriminalitet; det vil offentliggørelse af telefonnummeret til den lokale pusher til gengæld være.

Der må ikke videregives fortrolige oplysninger. Dette er måske særligt relevant for byrådspolitikere og kommunalt ansatte, der deltager i debatten. Men det gælder helt generelt, at jeg ikke er berettiget til at videregive noget en anden har betroet mig i fortrolighed. Det gælder også forhold, som jeg ved et tilfælde har fået kendskab til, og som efter omstændighederne tydeligvis vil skade personen eller sagen, såfremt forholdet bliver offentlig kendt. Det er en god idé at være på den sikre side, og spørge om tilladelse forud for offentliggørelsen.

Undgå mobning. Når Voltaire i citatet erklærer sig parat til at dø for enhver modbydelig ytring, så véd vi nu, at der er gode psykologiske grunde til at modificere dette standpunkt. Hvorfor, er nok klarest udtrykt af vores egen N.F.S. Grundtvig (1783-1872):

Ordet skaber, hvad det nævner

Det er et ældgammelt retorisk trick at “vinde” en diskussion ved at »gå efter manden i stedet for efter bolden«. Metoden er simpel: fremhæv modpartens svagheder, eksempelvis formuleringsevne, stavefejl eller ideologiske ståsted, således at dét bliver omdrejningspunktet i samtalen frem for de saglige argumenter. Udsat for sådan et bombardement mister mange selvrespekten og lysten til at ytre sig yderligere. Men har mobberne så “vundet”, fordi de står tilbage med »det sidste ord«? Nej, de har faktisk tabt; ødelagt en relation og mistet en mulighed for at kaste alternativt lys på sagen.

Hvornår er der så tale om mobning? Det korte svar herpå er, at det er offerets oplevelse, der er det afgørende. Det kan lyde uretfærdigt, »for så kan man altid trække mobnings-kortet, hvis man er ved at tabe på argumenter«, og det er da også en teoretisk mulighed, men det er nødvendigt for at afmontere undskyldninger som »er du ikke lidt ømskindet« og »her kalder vi en spade for en spade« m.fl.

Men er mobning noget, domstolene tager sig af? Ja, i nogle tilfælde. Lige nu er omkring 1000 unge impliceret i den såkaldte Umbrella-sag om deling af en sex-video.

Censur

“Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd”

… står der i en gammel revyvise fra krigens tid. Og det er jo sandt, for ingen kan bestemme, hvad du og jeg tænker; det er først når tanken har taget ytringens form, at nogen kan hindre mine tanker i at blive delagtiggjort med andre. Før de liberalt inspirerede forfatninger begyndte at dukke op rundt om i Europa var censur meget udbredt. En i grunden absurd forestilling om, at hvis ytringerne blev tilbageholdt, ville tankerne visne. Så med grundloven af 1849 blev det fastslået, at der ingensinde vil blive oprettet en statslig institution, der skal forhåndsgodkende ytringer, inden de kan offentliggøres.

Imidlertid lever selvcensur i bedste velgående. Dels i den pæne civiliserede form, hvor vi overvejer vore ord for ikke unødigt at komme til at såre et andet menneske. Dels i den form, der kaldes »politisk korrekthed« og som nu gør det problematisk at læse Pippi Langstrømpe og synge Elefantens Vuggevise for sine børn.

Den mest diskuterede form for selvcensur er imidlertid nok dén, hvor man vælger at lægge bånd på sine ytringer af frygt for konsekvenserne. Det var dette fænomen, som var motivet for Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedtegningerne i 2005. Det er et utrolig kontroversielt emne. Hvis de mulige konsekvenser kun rammer personen selv, er det alene op til vedkommende selv at afveje, om ytringen er konsekvensen værd. Men hvis konsekvenserne også rammer andre (éns familie, éns arbejdsplads, éns land) så er det stadig et åbent spørgsmål om nogen har ret til på denne måde at bestemme over andres skæbne.

Ytringer i en Facebook-gruppe

Ovenstående sætter i udgangspunktet høje generelle standarder for debatkulturen, men når det drejer sig om en Facebook-gruppe, skal der lægges lidt ovenpå.

Hvad er formålet

Slagelse Lokalpolitiske Forum

Beskrivelsen af gruppens formål er ikke til at tage fejl af. Formålet er, at stimulere debat om emner, der er relevante for borgere i Slagelse Kommune. For at være relevant, skal emnet på én eller anden måde have betydning for nogle af kommunens borgere, men det betyder ikke nødvendigvis at kilden/årsagen til emnet behøver at være lokal; det kan lige så vel eksempelvis være en folketingsbeslutning, klimaforhold eller en sportsbegivenhed. For at der kan være tale om en debat, skal ytringerne have karakter af udveksling af synspunker. Målet er ikke enighed, men at berige indsigten for de folkevalgte politiske beslutningstagere.

For endvidere kan man se, at gruppen også håber på, at politikerne vil deltage aktivt i debatterne. Det er at sætte barren meget højt, for kommunalpolitikere er typisk ikke fuldtidspolitikere, så det er klart, at de må prioritere deres tid meget stramt. Derfor, hvis Slagelse Lokalpolitiske Forum skal gøre sig håb om at blive hjemsted for kvalificerede debatter med de folkevalgte, så er det ubetinget nødvendigt med et lødigt debatniveau af høj kvalitet.

Anti-kommercielt

Anprisning af virksomheder, køb og salg af varer, reklame for loppemarkeder etc. har intet med denne gruppe at gøre, uanset hvor lokalt det er forankret.

Administrators rolle

Allerførst et par ord om, hvad administrators rolle ikke er. Administrator er ikke en konfliktmægler eller pædagog, der skal lære voksne mennesker at opføre sig ordentlig.

Sådan en Facebook-gruppe er en slags minisamfund, hvor deltagerne har vedtaget at give administratorerne et magtmonopol, der indebærer ret til at redigere i ytringer og i yderste fald ekskludere personer, der konsekvent agerer i strid med gruppens formål.

Administrators rolle består i at sikre at de generelle adfærdsnormer for ytringsret, der er beskrevet i denne artikel, overholdes, samt at emnerne der drøftes i gruppen er i overensstemmelse med gruppens formål.

Det vil være lærerigt for os alle, hvis eventuelle tvivlsomme ytringer diskuteres i tråden, og den pågældende indlægshaver opfordres til selv at moderere sit ordvalg, inden administrator skrider til sletning.

Eksklusion af en deltager er en meget vidtgående sanktion. Måske så vidtrækkende, at alle gruppens medlemmer bør involveres inden en sådan beslutning træffes.

Til sidst

Wittgenstein skriver et sted: »om det man ikke kan tale, må man tie«. Internettet og ikke mindst Facebook kan være en voldsom tidsrøver. Derfor så tænk over, om den ytring, du er i færd med at skrive, bringer fremdrift i debatten, eller blot er en tidsrøver.

 

 

 

No comments yet.

Skriv en kommentar