Båltale 2018

Hvorfor denne båltale

Forleden så jeg på YouTube et TEDx foredrag med David Voas, der argumenterede temmelig overbevisende for, at religionen langsomt kvæles i et angivelig stadig mere videnskabeligt oplyst Vesten. Det er nu ikke lige min oplevelse. Han kan dog have ret i, at de etablerede religioner er på tilbagetog, og at den nuværende religionskrig ikke står mellem islam og kristendommen, men mellem islam og ‘dem uden tro’.

Imidlertid er det som sagt ikke min oplevelse, at det moderne menneske er uden tro, i det mindste ikke i den forstand, som min lærer i religionshistorie mente, når hun sagde: »mennesker bliver religiøse for at beskytte sig«. Nutidens forkyndelse handler om at beskytte sig imod livsstilsygdomme og imod at miste sin værdi som arbejdskraft. Derfor er fitnesscentrene blevet nutidens bedehuse, samtidig med de nye ypperstepræster i diverse sundhedsorganisationer nøje forklarer os, hvordan vi skal leve et syndfrit liv, så vi ikke hidkalder selvforskyldte lidelser. Der findes endda en særlig klasse af hellige mænd og kvinder, der hyldes for deres mange marathonløb. Mange af de måder, vi forsøger at beskytte os mod klimaforandringer har også mere karakter af religiøse besværgelser en af seriøse modforanstaltninger.

I år holder jeg Sct. Hans aften sammen med min lokale folkekirke, og derfor tænker jeg, det er en god anledning til at advare imod »at smide barnet ud med badevandet«.

»Jeg er så glad for min cykel« – eller?

For mange år siden ejede jeg en cykel, som jeg dagligt brugte når jeg skulle til og fra arbejdet. En morgen, da jeg kom ned i cykelkælderen, var baghjulet fladt. Surt 🙁. Den morgen måtte jeg gå til stationen, og kom selvfølgelig for sent til mit sædvanlige tog.

Om aftenen var jeg for træt til at lappe cyklen, så i stedet satte jeg vækkeuret ½ time tidligere, så jeg kunne nå at gå til stationen. Da jeg kom hjem fra arbejde var jeg igen for træt til at gå i cykelkælderen, og sådan tog den ene dag den anden, indtil jeg næsten havde fortrængt, at jeg havde en god cykel stående i kælderen.

Da jeg noget tid senere skulle igennem kælderen, lagde jeg mærke til, at nogen havde fjernet ventilerne fra begge hjul, og at min ringklokke også var forsvundet. Et halvt år senere var forhjulet og sadlen også væk, og da viceværten endelig bad mig om at fjerne “liget”, manglede cyklen også bremsekabler og kæde.

Sommeren efter havde nogle venner arrangeret en hyggelig picnic-tur, hvor vi sammen skulle cykle gennem skovene til Kongskilde Friluftsgård, men jeg måtte melde afbud, for jeg havde jo ikke længere nogen cykel.

Det er  ikke pænt at stjæle

Ovenstående fortælling minder lidt om et dilemma, jeg ofte præsenterer i selskabelige sammenhænge:

En hjemløs har brugt hele formiddagen på at samle flasker. Omkring middagstid har han samlet en fuld Netto-pose. Han sætter sig på en bænk for at puste ud.

Så skal han tisse, han efterlader posen på bænken og går om bag et skur, hvor han forrettet sin nødtørft. Er posen med flasker stadig hans?

Lad os nu antage, at han i stedet er gået med en kammerat om bag skuret for at dele en bajer. Den ene bajer tage den anden osv. Hvor længe kan han være borte fra posen med flasker, og stadig hævde, at det er hans? 

Nej, det er ikke pænt at stjæle, men hvis noget ser ud til at være ejerløst, må vi så ikke tage det? De flasker som den hjemløse samlede tilhører jo ret beset de mennesker, der har købt dem med indhold, men vi antager, at de har givet afkald på ejerskabet af flaskerne ved at stille dem fra sig. Hvad er forskellen på en efterladt flaske, den hjemløses pose på bænken og min efterhånden støvede cykel i kælderen?

Vi høster nu, hvad vi tidligere såede

Ligesom postbuddet, der tidligere formåede at bringe breve frem fra dag til dag (og for virksomheder somme tider samme dag), men som nu behøver mindst 5 hverdage til den samme opgave.

Moralen af eksemplerne med cyklen og flaskeposen kunne være, at hvis du har noget, som du synes er værdifuldt, så er du nødt til at passe på det.

Samtidig fortæller de to eksempler også, at det hænder, vi først bliver opmærksom på det værdifulde i tingene, når de er forsvundet, når det uopretteligt er for sent.

Mange – i hvert fald i min alder – kan godt blive lidt vemodig ved at se en af de gamle Morten Korch-film fra en tid, hvor høflighed var en naturlig ting, og hvor tempoet ikke var højere end at man kunne nå at følge med. Nuvel, Morten Korch skriver om idyllen på landet, der var radikalt anderledes end de samtidige sodsværtede industrisamfund i byerne, som f.eks. Jane Aamund har skrevet om. Men også i arbejderkvartererne var der fællesskab og solidaritet. DR har vist et par tv-serier for nogle nutidsfamilier blev sendt på tidsrejser tilbage til 1950-erne og 1970-erne, og der er spændende at lytte til deres reaktioner.

Det var de bønder og arbejdere, som Korch og Aamund skriver om, der skabte grobunden for den materielle velstand, vi i dag nyder godt af.

Måske har al den velstand gjort os lidt blinde, måske er vi blevet en slags jubeloptimister, der tror på, at udviklingen kun kan gå én vej, nemlig fremad og opad. Noget tyder på det, og helt tydeligt er det i hvert fald, at »danskernes uvidenhed om kristendommen [i dag] er stort set uden huller« som tidligere biskop Jan Lindhardt sagde. Derfor kom danskerne til at stå ret så uforberedt i mødet med mennesker der værdsætter deres religiøse fællesskab, hvad enten de kom til os som flygtninge, gæstearbejdere eller indvandrere.

Fra mono- til multikultur

Ved jordskredsvalget i 1973 kom Fremskridtspartiet i Folketinget med 28 mandater. Længe før “politisk korrekthed” opstod som begreb, rystede Mogens Glistrup de fleste med sine nedsættende bemærkning om muhamedanerne. Mange af os var jo vokset op med Den store Bastians formaninger om at opføre sig ordentlig overfor mennesker fra fremmede kulturer, og på det tidspunkt var indvandringen af gæstearbejdere stadig til at overse. Men oliekrisen samme år havde sat en brat stopper for efterkrigstidens økonomiske vækst og beskæftigelsen faldt, så Fremskridtspartiets logik var, at nu kunne muhamedanerne godt rejse hjem, og overlade arbejdet til de indfødte danskere.

Sådan gik det selvfølgelig ikke. Mange af gæstearbejderne havde slået rod i Danmark med deres familier, og deres børn var født her i landet. Så længe gæstearbejderne blot var opfattet som “midlertidig ekstra arbejdskraft” var der ikke grund til at tænke på integration, men siden 1973 er det gradvist gået op for danskerne, at de kulturelle forskelle på alle område – fra børneopdragelse over spisevaner til klædedragt – er noget, vi på én eller anden måde må finde ud af at sameksistere med.

Med mindre altså, man tilhørte Fremskridtspartiet, eller den senere mere levedygtige aflægger: Dansk Folkeparti. Uanset hvor man står rent politisk, kommer man ikke udenom, at det er Dansk Folkepartis fortjeneste, at danskerne nu besinder sig på, hvad Dansk Kultur i grunden er for noget, og om det i det hele taget er noget, som er værd at holde fast i.

Ikke mindst de to teologer, fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe, har i polemiske ytringer tydeliggjort dette. De kunne nemlig deres kirkehistorie, og havde ikke svært ved at se ligheden mellem islams voksende synlighed blandt nutidens kulturkristne danskere og Ansgars ankomst til de hedenske vikinger.

Deres løsning var og er, at islam skal bekæmpes og undertrykkes, men Dansk Folkeparti mangler stadig at give et troværdigt svar på, hvad der skal sættes i stedet. Jeg kommer her til at tænke på en lignelse, Jesus fortæller (Matt 12:43-45):

Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første. Sådan skal det også gå denne onde slægt.

Det er lidt som med cyklen og flaskeposen: De nytilkomne fortrænger i grunden ikke noget, de udfylder blot et tomrum.

»Kæmp for alt, hvad du har kært«

Der er meget mere at sige om dette, og mange aspekter, jeg overhovedet ikke har berørt. Det jeg har sagt indtil nu, er kun et par eksempler på, at vi som enkeltpersoner og som folk synes at tænke for lidt over, hvad vi virkelig vil, og lægger for lidt mærke til, hvad vi i grunden gør!

Det gælder ikke bare den måde, vi gør os selv afhængige af moderne teknologi, eller hvordan vi håndterer kulturmødet.

Mange andre udfordringer ligger foran os. De fleste har utvivlsomt hørt om klimaforandringerne, folkevandringer og plasticforurening. Vi også set, hvordan religiøs og nationalistisk ekstremisme blomstrer op, og i en verden, hvor det meste meningsfulde arbejde er overladt til robotter, kan tilslutning til sådanne ekstremistbevægelser være den eneste måde nogle mennesker kan finde mening med tilværelsen.

Et dystert billede af en fremtidig vej, som jeg ikke håber menneskeheden vælger. Der er en anden vej; mod en lysere fremtid, hvor vi sammen deler frugterne af tidligere generationers akkumulerede viden og opfindelser i respekt for den klode, der er vores alle sammens hjem og livskilde. Men det, jeg har prøvet at sige, er, at det ikke kommer af sig selv, det bliver en kamp – der med Winston Churchill’s ord vil kræve »blod, slid, tårer og sved (…) for uden sejr er der ingen overlevelse«.

Kirken ved alt om håb

Der vil være tidspunkter i denne kamp, hvor mennesker kun vil have håbet at klynge sig til. Derfor er Håbets Sprog ét af de ‘våben’ der er godt at have i sit arsenal. Jeg véd ærligt talt ikke, hvordan det står til i moskeen, men jeg véd, at den kristne kirke har næsten 2000 års erfaring i at tale håbets sprog. Det kommer tydeligst til udtryk i kirkeårets vigtigste højtid – og det er ikke julen, men påsken. Fra palmesøndag til påskemorgen gennemspilles hele det menneskelige følelsesregister: Fra håbet om succes og fremgang under indtoget i Jerusalem til det frustrerende møde med virkelighedens begrænsninger i tempelrensningen, herefter skærtorsdag med fodvaskningen og den sidste nadver, hvor vi mindes om betydningen af at blive anerkendt som menneske blandt medmennesker og sorgen over at blive forrådt. Det kulminerer langfredag i den symbolske gennemspilning af alle lidelser, som alle mennesker til alle tider har måtte gennemleve indtil døden som det ultimative offer. Og så endelig påskemorgen, hvor vi trodser al lidelse og forfald i håbet om, at livet altid finder en vej.

Kommer til at tænke på noget, den fremtrædende teolog Johannes Aagaard engang sagde:

Danskerne har det med kirkerne som med hospitalerne: De er glade for, at de ligger der, men de kommer der helst ikke.

Sådan har jeg det også, men ligesom jeg fra tid til anden går til sundhedstjek hos min læge, så har jeg også fra tid til anden brug for at kikke indenfor i kirken, for at lytte til håbets sprog. Dette siger jeg ikke, fordi du nødvendigvis skal gøre som jeg, men igen, ligesom med cyklen: Når du står midt i håbløsheden, er det for sent at lære håbet sprog.

Glædelig Sankt Hans

No comments yet.

Skriv en kommentar