Glædelig Grundlovsdag 2018

»Når ret bliver uret, bliver modstand en pligt«

Dette historiske slogan (tillagt Carl Scharnberg 1930-1995) blev genoplivet i forbindelse med sagen mod Moffe, manden der fremstillede cannabisolie til smerteramte og syge danskere. I en portræt-udsendelse om ham (og hans ikke helt legale virksomhed) brugte han flere gange sloganet til at retfærdiggøre, hvorfor han vægtede hjælp til plagede mennesker højere end lovgivningen.

Dermed sætter Moffe spørgsmålstegn ved udsagnet »alle love er fornuftige«, hvilket må være en nødvendig præmis for, at Danmark er et retssamfund, hvor overholdelse af alle love er til gavn for borgerne i såvel hytte som på slot. Om denne præmis holder i Danmark anno 2018 er nok værd at drøfte på Grundlovsdag.

Ofte glemmes det nemlig, at netop Grundloven er resultatet af modstand. En modstand mod den uret en myndig befolkning følte begået imod dem af en priviligeret elite, ledet af en enevældig monark.

»Med lov skal man land bygge«

Tanken om en grundlov, forstået som »en lov, hvorimod ingen anden lov må stride«, kan imidlertid spores helt tilbage til Valdemar Sejrs Jydske Lov fra 1241, hvorfra jeg tillader mig at citere fra fortalen:

     Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud.

Wow! En grundlov, der utvetydig understreger, at den skal værne »alles tarv« og især de »fredsommelige og sagesløse« mod de grådige og egenyttige »som kunne tilegne sig mest«. Endvidere skal den være »nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger« og endelig stabil, så »[d]en lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje«.

Tænk, hvis disse simple regler var fulgt i dén lovgivning, som i dag regulerer borgerne i kongeriget Danmark.

Dem, der i 1948-49 forfattede landet første demokratiske grundlov har utvivlsomt kendt Jydske Lov, men om det har været fordi, de anså Valdemar Sejrs utvetydige retsprincipper for så selvindlysende, at de var overflødige at nævne, eller det var en ren og skær forglemmelse, må stå hen i det uvisse. Klart er det dog, at Grundloven i dag – med ændringerne fra 1866, 1915 og 1953 – meget samvittighedfuldt lever op til kravene fra 1241.

Men det gør alt det, der er bygget ovenpå, mildest talt ikke.

Elefanten i rummet

Jeg er nødt til at nævne elefanten i rummet, nemlig ’tildækningsforbuddet’, der netop er vedtaget i folketinget. Burka og niqab er ikke direkte nævnt i lovteksten (for det ville stride mod grundlovens (GRL) kapitel XII om religionsfrihed), men Martin Henriksen(DF) lagde i sin tale forud for den endelige vedtagelse ikke skjul på, hvad det egentlige formål med loven er:

»Når lovforslaget bliver vedtaget, vil det officielle Danmark lægge afstand, ikke bare med ord, men også med handling til politisk islam. På den måde gør Folketinget det tydeligt for enhver, at den form for ekstremisme og hjernevask, som burkaen og niqaben er udtryk for, er uacceptabelt i Danmark. Det er uforeneligt med dansk kultur. Det er afgørende for menneskers interaktion og samliv i Danmark, at man ikke skjuler sit ansigt eller sin identitet for sine medborgere.«

Fra folketingets talerstol kæder han uden at blinke politisk islam sammen med ekstremisme og hjernevask, og ser det udtrykt i burkaen og niqaben.

Personligt synes jeg, at burkaer og niqab er virkelig grimme beklædningsstykker, men mine æstetiske overvejelser er i øvrigt sagen uvedkommende. Hvad der er vedkommende og bedrøveligt er, at loven efter sin udformning nedbryder endnu en sten i den mur, vores grundlovsgivende forsamling byggede imellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. For lovens tekst afspejler jo slet ikke formålet, der jfr. Martin Henriksen tydeligvis handler om grundlovsstridig undertrykkelse af en religiøs praksis, der i hvert fald ikke strider imod sædeligheden og næppe heller mod den offentlige orden (GRL §67).

Det er jo lidt af en kattepine for landets lovgivende forsamling, men ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen(K) vil der blive udarbejdet en instruks til politiet om, hvordan de skal skelne om formålet med tildækning er anerkendelsesværdigt eller ej. Læg i øvrigt mærke til, at i dette link lægger justitsministeren heller ikke skjul på lovforslagets egentlige formål. Helt tydeligt lyder det fra justitsministerens partifælle Naser Khader(K):

»Vi skal jo ikke have burka- og niqabrazziaer. De skal ikke stå på Langebro og stoppe folk, ligesom man gør med cyklister af og til. Det skal vi ikke. Men når politiet møder en kvinde, der bærer burka eller niqab, så er det dem, man skal gå efter – og ikke en japansk turist, eller en, der er på vej til fastelavn.«

Så, hvordan vi end vender og drejer det, giver folketinget (den lovgivende magt) med loven politiet (den udøvende magt) ganske store dømmende magtbeføjelse, der efter grundloven alene er tiltænkt domstolene. En form for sammenblanding af magtbeføjelser, der typisk ses i politistater, og som Danmark tidligere udsendte rådgivere for at advare andre stater imod.

Nuvel, jeg tænker nok, at selv niqab-klædte kvinder er beskyttet af retsplejeloven, og kan forlange et bødeforlæg prøvet ved retten, der – i parentes bemærket – i forvejen har rigeligt at se til. Der er imidlertid eksempler i lovgivningen, hvor borgeren ikke har denne retsbeskyttelse, når den udøvende magt griber ind.

Pastoralmagt

Pastoralmagt er et begreb, man finder hos Michel Foucault (1926-1984). Han beskriver, hvordan pastoren i middelalderens landsbysamfund var ægte optaget af menighedens velfærd (som han tolkede som »bedst muligt beredt til den evige frelse«), og at hans udøvelse af magt alene tjente dette formål. Pastorens magt var dels baseret på en nærmest totalovervågning via skriftemålet, og dels på at han via soningsmidlerne kontrollerede den eneste adgang til frelsen.

Gennem en fremragende analyse redegør Foucault for, at præcis den samme struktur er reproduceret i den moderne velfærdsstat. Pastorens rolle er overtaget af de faglige og politiske organer, der rådgiver Folketinget. Således vejledt gennemføres så den lovgivning, der er til folkets bedste (nu ikke længere forstået som »evig frelse«, men som »længst mulig til rådighed for arbejdsmarkedet«), og som gennem det statslige magtmonopol kan presses ned over hovederne på de tungnemme »der bare ikke kan forstå, at det er til deres eget bedste«.

Pastoralmagten er tydelig mange steder i den offentlige forvaltning. Den er massiv til stede i jobcentrenes administrative praksis, men lige for tiden er det tydeligste eksempel nok forslaget om tvangsindskrivning i vuggestuer af børn helt ned til 1-årsalderen, såfremt forældrene bor i specielle boligområder. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over den faglige evidens af sådan et tiltag, blot stilfærdig gøre opmærksom på, at det er klokkeklarte eksempel på »at ‘nogen’ vurderer, hvad der er bedst for ‘nogen andre’« og som gennemfører dette ‘bedste’ med magt – præcis som middelalderens pastor.

Et sidste eksempel fra Serviceloven

Borgere, der af den ene eller anden grund har vanskeligheder med at klare sig selv, vil i de fleste tilfælde komme i forbindelse med »Lov om social service«, i daglig tale kaldet Serviceloven (SEL). Det fremgår utallige gange, at loven administreres af Kommunalbestyrelsen, der i praksis har delegeret ansvaret ud til den kommunale forvaltning.

Naturligvis har det været lovgivernes hensigt, at kommunalbestyrelserne lever op til bestemmelserne i SEL, men i praksis har det vist sig mere end svært, fordi SEL giver borgerne en række positive rettigheder, som er ret byrdefulde for den kommunale økonomi. Derfor hænder det ikke sjældent, at en borger føler sig foranlediget til at klage til Ankestyrelsen, der for mig af uransagelige grunde ikke opfattes som en »særdomstol« – hvilket ville stride imod GRL §61. Hertil kommer, at nyere oplysninger tyder på, at Ankestyrelsen ikke er upartisk.

Sagen er, at Ankestyrelsen i mange tilfælde fungerer som sidste klageinstans, og derfor de facto har en dømmende myndighed. Imidlertid er Ankestyrelsen tilsyneladende nu også overbebyrdet, for med hver revision af SEL dukker formuleringen »Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed« op flere og flere steder. Dette er endnu et bekymrende eksempel på, at det oprindelige princip om magtens tredeling er under pres.

»Modstand bliver en pligt« – men hvordan

Tidligere var jeg tilhænger af, at en kommission skulle se på en revision af grundloven, fordi vigtige områder som internationalt samarbejde og forhold til natur og miljø er dårligt reguleret. Imidlertid fortæller de nævnte eksempler mig, at det politiske klima for nærværende næppe kan mønstres tilstrækkeligt med kandidater til at bemande en sådan kommision med tilstrækkelig personlig integritet, der ikke er bundet af snævre partipolitiske interesser.

Det virker helt absurd, når forsvar af grundlovens principper må føre til borgernes modstand mod de mennesker, der i dag udgør landets lovgivende forsamling. Men hvordan kan det gå anderledes, når lovgivere åbenlyst i medierne og fra folketingets talerstol (jfr. Martin Henriksen ovenfor) gennem kreativ newspeak omgår borgernes grundlovsikrede rettigheder? I dette tilfælde religionsfriheden (§67 og §71), men også ejendomsretten (§73) er truet, fordi næsten alt kan bortforklares med »almenvellet« og for nylig har vi set, hvordan ghettoudspillets idé om tvangsindskrivning af børn ned til 1 år i institution med læreplaner presser forældres grundlovssikrede ret (§76) til indflydelse på børnenes undervisning – indrømmet, at parallelsamfund er problematiske, men løsningernes legalitet skal holde i forhold til grundloven.

Den danske forfatter Kaspar Colling Nielsen udgav i 2014 romanen Den danske borgerkrig 2018-24. En på alle måder ejendommelig historie, som kan anbefales til sommerlæsning. I virkeligheden handler den om meget andet end borgerkrig, men den tager dog sit udgangspunkt i den myndige civile borger, der føler sig umyndiggjort af en voksende elites udøvelse af pastoralmagt. I bogen resulterer det i borgerkrig, men der er andre veje.

Én af dem er civil ulydighed, og det var den, Moffe valgte, og betalte prisen for. Hermed sikrede Moffe sig en plads i min personlige “Hall of Fame”. En særlig form for civil ulydighed er opbygning af parallelle strukturer, som man eksempelvis ser i de boligområder, der optræder på regeringens ghettolister, og ja, det er et stort problem, fordi det nogle steder har resulteret i kulturer, det er til fysisk fare for fredelige borgere. En mindre voldsom, men stadig meget potent form for parallelle strukturer findes i de virtuelle netværk, der vokser frem på de sociale medier, jeg nævner i flæng Stop Spild Lokal, Næstehjælperne og Velfærdsalliancen-dk.

En anden er at sige fra. Således som Mette Gjerskov(S) gjorde overfor burkaloven ved at insisterer på GRL §56, der fastslår, at et folketingsmedlem alene er bundet af sin samvittighed. Også hun betalte en pris, der berettiger til opstilling i min “Hall of Fame” sammen med Morten Hedegaard, tidligere chef for Rigshospitalets fødeafdeling, der i 2016 sagde op som følge af uforsvarlige arbejdsforhold (og det var endda før Sundhedsplatformen, der angiveligt er årsagen til overlæge Michael Halders opsigelse). Meget tyder på, at mange har taget denne metode til sig, i hvert fald hører vi jævnligt op rekrutteringsproblemer på mange for samfundet vitale områder; jeg nævner i flæng: Læger i almenpraksis, skolelærere, sygeplejesker, SOSU-hjælpere og -assistenter, endvidere har det været fremme i medierne, at halvdelen af politistyrken er parat til at forlade korpset for andre jobmuligheder.

En tredje er så at blive ved med at råbe op. Jeg tænker her på den gamle romerske senator Cato, som afsluttede sine taler i senatet med ordene: »I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges«. Det tog sin tid, men til sidst skete det!

Rigtig glædelig grundlovsdag – værn om loven ånd – og lad den udmønte sig i bogstavet.

2 Responses to "Glædelig Grundlovsdag 2018"

  1. Selv om det tog sin tid, så kan du sgu noget på det papir

  2. Hav en god Grundlovsdag

Skriv en kommentar