Glædelig 1. maj 2018

Den store Jellingesten

Den store Jellingesten – Danmarks dåbsattest

I slutningen af 1100-tallet sad munken Saxo og skrev Danmarks Krønike. Det er en lidt spøjs fortælling, fordi Saxo med den største selvfølgelighed beretter om handlinger, vi i dag ville betragte som moralsk forkastelige. Utallige er beretningerne om alliancer, der blev indgået på skrømt, udelukkende med det formål at komme til magten. Nu til dags ender det ikke længere som i »Blodgildet ved Roskilde« under borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar. Men selvom midlerne er blevet anderledes, er mængden af politiske rænkespil ikke blevet færre.

Den gensidige tillid

Her kan det være interessant at minde om grundbetydningen af begrebet borger:

En borger er en person, der er beskyttet af “borgen”

Da Saxo skrev sin krønike var de fleste byer omgivet af et fæstningsværk – en borgmur. Til byen hørte endvidere et opland, hvor bønder producerede byens fødemidler. Når en fjende nærmede sig (og det var ifølge Saxo ret tit), flygtede bønderne ind i borgen, og deltog i byens forsvar. At være borger bygger således på et gensidigt tillidsforhold: På den ene side forpligter borgeren sig til at bidrage til den befæstede bys sikkerhed og fredelige virke, og på den anden side kan borgere i nød forvente hjælp og støtte fra fællesskabet – repræsenteret ved borgens ledelse og administration.

Den franske revolution

Frihed – Lighed – Broderskab

Når gensidigheden bryder sammen, får det konsekvenser.

Hvis borgeren handler illoyalt mod det politiske fællesskab, råder forvaltningen over forskellige magtmidler, der kan bringes i anvendelse for at få borgeren på andre tanker. Er det imidlertid forvaltningen eller den politiske ledelse, der svigter borgernes tillid, så forsvinder legitimiteten, og det fører til mere eller mindre åbenlys modstand.

Det har Saxo et rigtig godt eksempel på.

Forhistorien er, at Gorm den Gamle er død, og han søn Harald – med tilnavnet Blåtand – er den nye konge. I begyndelsen går det meget godt. Harald gennemfører nogle succesfulde vikingetogter (i moderne sprog: statsorganiserede røverier), der giver krigerne både hæder og rigdom. Det holdt imidlertid ikke ved, for Harald var nødt til at “købe” sig til fred med den tyske kejser Otto (prisen var at gøre danerne kristne). Desuden fortæller Saxo, at Harald for sin fornøjelses skyld kunne være meget ondskabsfuld imod sit mandskab. Så ude i kulissen lurer sønnen Svenn “Tveskæg”.

Det går helt galt, da Haralds mor Thyra “Dannebod” dør, og skal have en gravhøj ved siden af sin mand. Det er i sig selv fint nok, for “sådan gør man jo”, men her gik Harald for langt, for han beordrede (og jeg citerer fra Grundtvigs vidunderlige oversættelse) »… at trække en uhyre stor Steen, som var kastet op paa Jyllands Kyst, hen til Konge-Moderen Thyras Grav!« Det var altså Den store Jellingesten, og Jyllands Kyst ligger mindst 11 kilometer fra gravhøjen. Det er jo slavearbejde, men kongen udkommandere båre frie bønder og hæren til at deltage i arbejdet, og denne anledning benyttede Svenn “Tveskæg” til at indlede et oprør. Saxo fortæller: »… nu måtte han fortryde at han havde kiørt Folk og Fæ under een Tømme, thi da han nu bad Krigsfolket lade Stenen ligge og gribe til Vaaben, fik han ikke andet end et Griin for det; Aaget kastede Alle, men Sværdet vilde Ingen gribe.«

Tilliden var brudt, og den før så magtfulde regent stod alene tilbage; men så meget om Saxo, lad os nu vende blikket mod vores egen tid.

Loyalitet er vigtig

Hvis jeg bliver spurgt: »Hvad er det, der binder et folk sammen? Hvad er det, der gør, at vi somme tider er parate til at se igennem fingre med objektivt meget tvivlsomme handlinger hos nogle mennesker, men ikke hos andre?« er det første ord, det falder mig ind, ordet loyalitet, defineret som:

Troskab mod den, jeg vælger at støtte.

Loyalitet kan bygge på mange ting, nogle mener for eksempel, at vi er født til at være loyale med vores familie, og at der skal noget ganske ekstraordinært til, for at ryste dette forhold. Man kan også være loyal overfor en ideologi, og det kan gå hen og blive rigtigt svært, hvis denne ideologi har et “missionsk element”, altså en drift mod at overbevise alle andre om, at den pågældende ideologi er den eneste rigtige. Mere dagligdags, kan der i det mindste forventes en rimelig grad af loyalitet overfor de menneskelige fællesskaber, vi selv frivilligt har valgt at tilknytte os; herunder forhåbentlig også vores arbejdsplads, men det afhænger utvivlsomt af, hvor nemt det er at få det job, man ønsker sig.

Det er helt anderledes i forhold til loyalitet med politiske fællesskaber: det land, den region, den kommune, den by, mit liv er knyttet til. For nogle er det en tryghed, mens det for andre er et snærende bånd, der fortjener at blive gjort oprør imod, eller er tjenligt til at forlade – mentalt eller rent fysisk. Kendetegnende for politiske fællesskabet er tredelingen mellem

  1. Den politiske ledelse, der i vor tidsalder oftest er mere eller mindre demokratisk valgt.
  2. Den offentlige forvaltning, der (formodentlig) loyalt implementere de politiske beslutninger.
  3. Borgerne, der kommer til at leve med konsekvenserne af de politiske beslutninger.

Historien om Harald Blåtand fortæller os, at uden borgernes loyalitet er der stor sandsynlighed for, at politiske projekter falder fra hinanden. I praksis ser vi det eksempelvis når offentlig ejendom udsættes for hærværk, eller når kommunale embedsfolk chikaneres for at passe deres arbejde, eller når socialt bedrageri og skatteunddragelse retfærdiggøres som et oprør mod systemet.

Loyalitet bygger på troværdighed

Fra en Facebook-debat om Jobcenteret (læg mærke til brugen af ordet »de«)

Der opstår en Vi (os borgere) – De (politikere og forvaltning) tilstand, hvor vi gensidigt ikke tillægger den anden part troværdighed. Vi (borgerne) forventer, at De (kommunen) ikke tror på os, når vi henvender os med et behov for hjælp, og Vi (borgerne) får vores opfattelse bekræftet gennem det bjerg af dokumentationskrav, der skal opfyldes.

Men Vi (borgerne) tror heller  ikke på Dem (politikerne). Prøv for eksempel at læse ned gennem kommentarsporene til de nyhedsartikler, der det seneste år er skrevet om de politiske forhold i Slagelse Kommune. Det fyger med beskyldninger om politikere, der er mere optaget af personlig magt end af borgernes trivsel – ja, ind imellem er der direkte insinuationer om alt fra uredelig opførsel til direkte lovbrud. Det er jo forfærdelig, hvis blot en brøkdel af disse beskyldninger er sande, men uanset, så har de gjort deres virkning, for flere fremtrædende medlemmer af Slagelse Byråd har for tiden så lav en troværdighed, at når de inviterer borgerne til at slutte op om deres initiativer, får de ikke andet end et Griin for det.

At politikerne ikke tror på hinanden er en nyhed lige så gammel som Saxo. Men specielt for Slagelse Kommune er nok, at politikerne heller ikke har tillid til deres egen forvaltning. I klippet ovenfor kan man se, hvordan mindretallet har anmodet om en ekstra juridiske vurdering – ud over dén, kommunens egne embedsfolk allerede har givet.

Når den politiske samtale drukner i juridiske stridigheder, har demokratiet ringe vilkår.

En ny folkebevægelse

Danskernes nye rygmærke

I dag er det første maj. Dagen, vor vi taler om solidaritet, men for mange er det også dagen, hvor klassiske modsætningsforhold bliver dyrket med en nærmest religiøs passion. Det er proletarerne overfor kapitalisterne, det er magthaverne overfor de undertrykte, det er de langtidssyge overfor Jobcenteret, nydanskerne overfor de indfødte.

Det er “de røde” overfor “de blå” og “de gule”.

Virkeligheden er imidlertid, at alle disse skel mere eller mindre er nogle, vi bilder os ind, for proletar og kapitalist, magthaver og undersåt, langtidssyg og sagsbehandler uanset politisk farve er forenet i ét mål: Ønsket om at leve et godt liv ud fra de forudsætninger, vi hver især har, og hvis vi tænker os om et øjeblik, er det ikke svært at indse, at det mål bliver meget svært at nå, hvis vi ikke står sammen.

Men inden vi når dertil, er vi nødt til at opbygge en gensidig troværdighed. Vi må ganske enkelt i ord og handling demonstrere, at vi vil hinanden det godt. Det gør vi ved at omgås hinanden med redelighed uden skjulte dagsordner og retsindighed, dvs. at gøre sit yderste for at overholde de regelsæt, vi i fællesskab er blevet enige om.

Det ville være skønt, hvis vores folkevalgte politikere ville gå forrest i denne nye folkebevægelse. Glædelig 1. maj.

 

One Response to "Glædelig 1. maj 2018"

  1. Rigtig godt, hvor er det ærgerligt, at vejret sætter en stopper for at deltage live.

Skriv en kommentar